Soldaterne og krigen, 1. Verdenskrig

1. Verdenskrig

Soldaterne og krigen

Det mest frygtede

Nede i skyttegravene lå soldaterne og ventede på "angrebsfløjtet". De vidste, at de lige om lidt skulle op, af de beskyttende skyttegrave og ud hvor det gjaldt om liv eller død. Det var det at løbe over ingenmandsland der var fyldt med; granathuller. Samtidig med granaterne måtte de bane sig vej gennem pigtrådene, hvor de derefter måtte springe ned i fjendens skyttegrave. Her finder de så ud af, om deres kamerater har tømt den for fjender eller ej. Da de så havde overtaget skyttegravene, var det kun et spørgsmål om tid, før fjenden kom tilbage.

En undersøgelse fandt sted i år 1926.  Her blev franske soldater nødt til, at se tilbage på livet, som soldat. Her fortæller de fleste, at det værste man kunne blive udsat for, var angrebet over ingenmandsland, mod fjendens skyttegrave. Flere erindringer beskriver soldatens angreb, få fjendens skyttegrave. Her forsøger soldaten at beskrive angrebets meningsløshed.

I nærkampe kæmpede soldater med; håndgranater, pistoler og bajonet (et tveægget knivsblad). De fandt tit sted under rensningen, af en erobret skyttegrav. Her var håndgranater det mest brugte våben. Det med at bajonetten er det mest brugte, stammer fra en gammel myte. For det ene var et gevær vanskeligt, at have med ned i en snæver skyttegrav. For det andet var det sjældent, at soldaterne kom så tæt på, at de kunne fægte med dem.

Det uudholdelige 

Det var sjældent, at en soldat på Vestfronten ikke havde været udsat, for bombardement fra fjendens kanoner. Bombardementet var ofte rettet mod fjendens frontzone, dvs. skyttegravslinjerne med skyttegrave, løbegrave, artelleristillinger (kanoner, raketter og missiler), brigade-og divisionshovedkvarterer.